Arbejdsgiver

Ansatte, som er bevægelseshæmmede



Bevægelseshæmmede er mennesker, som har svært ved at gå eller bruge deres hænder og arme, fordi muskler og led er svækket.

Er det primært benene og kroppen, hvor funktionen er nedsat, betyder det, at man ikke kan gå særlig langt. Ofte går man også temmelig usikkert. Det er vanskeligt at forcere et ujævnt underlag og en trappe. Er det arme og hænder, der ikke fungerer optimalt, er kræfterne få, og ofte evner man ikke at række særlig langt. Nogle ryster på hånden og har problemer med at lave præcise bevægelser.

Har man gigt, muskelsvind, sclerose eller lammelser i kroppen, er man som regel bevægelseshæmmet i både arme, ben og krop.

Gode råd til arbejdspladsen
Det er ikke svært for virksomheden at have bevægelseshæmmede ansat. En række praktiske hensyn gør arbejdspladsen endnu bedre og styrker det sociale samvær:

• Arbejdspladsen:
Den skal være tilpasset medarbejderen, og materialerne skal være inden for rækkevidde. Det gælder især for medarbejdere, som har meget få kræfter og derfor ikke kan række særlig langt.
• Personlig assistent: Selvom de faglige og personlige kvalifikationer er i orden, kan der være arbejdsopgaver, man har svært ved at klare 100%. Løsningen kan være en personlig assistent, som hjælper med konkrete og praktiske opgaver.
• Døre: De skal være brede nok, til at ansatte i kørestol kan komme igennem. Da ansatte med nedsat funktionsevne i arme og hænder har svært ved at åbne tunge døre, er automatiske døråbnere en rigtig god idé.
• Trapper: Der er brug for gelænder og siddepladser, så man hurtigt kan sætte sig ned.
• Hjælpemidler: For nogle er det nødvendigt med en kørestol, rollator eller stok for at komme omkring. For andre handler det om særlige redskaber til at løse en konkret arbejdsopgave.
• Toiletter: Der skal være plads til at komme omkring med fx en kørestol, og der må gerne være et håndtag i passende højde, som man kan støtte sig til. Døren til toilettet skal åbne udad, og den skal have et håndtag.
• Informationsstandere: De skal være placeret, så man både kan se og bruge dem – også hvis man sidder i kørestol. Det samme gælder vinduer og skilte.

Fokus på de faglige kvaliteter
Årsagen til, hvorfor man er bevægelseshæmmet, er naturligvis ikke afgørende i ansættelsessituationen. Og når først virksomhedens øvrige ansatte ved hvorfor, er det ikke mere anderledes, end hvis man bærer briller. Langt mere interessante er medarbejderens faglige kvalifikationer. Det er dem alene, man skal vælges på. Det andet er trods alt kun en praktisk udfordring, som kommunen og handicapkonsulenterne fra Arbejdsformidlingen hurtigt og professionelt hjælper med at løse.

Virksomheden skal ikke have penge op af lommenDet offentlige dækker alle ekstraomkostninger til hjælpemidler og arbejdspladsindretning. Virksomheden skal derfor ikke selv have penge op af lommen, men bliver holdt økonomisk skadesløs.

Bevægelseshæmmede kræver ikke større opmærksomhed end andre ansatte. Og frem for alt de sætter pris på at blive behandlet på lige fod med enhver anden medarbejder. Det er naturligvis et plus, hvis virksomhedens medarbejdere på forhånd har sat sig ind i, hvad det vil sige at være bevægelseshæmmet.

Læs også om:

Personhistorier - ansatte, som er bevægelseshæmmede

Hjælpemidler - ansatte, som er bevægelseshæmmede


Til sidens top