Om I job nu

Arbejde giver indhold



Lars Nissen er en tilfreds mand, der er glad for sit arbejde. Det betyder nemlig alt, at der er noget at stå op til. Og så er han passioneret golfspiller i sin fritid.


Lars Nissen er 32 år. I de sidste ni år har han arbejdet hos Bilhuset i Esbjerg. Og det passer ham ualmindelig godt.
- Faktisk har jeg ikke noget at være utilfreds med, erklærer han med glæde i stemmen. – Mine kolleger er rigtig gode og skønner på det arbejde, jeg udfører sammen med dem. Så jeg har det faktisk godt!
Lars’ arbejde ligger i ret faste rammer. Han hører under Bilhusets lagerfunktion og på forskellige tidspunkter kører han byture og udfører forskelligt praktisk og forefaldende arbejde.

Fra REVA til skånejob
Lars beskriver sin tid på arbejdsmarkedet således: - Først var jeg i aktivering hos kommunen. Det var såmænd godt nok. Arbejdet var varieret. Og så gik der atten måneder, jeg husker ikke præcist hvorfor, jeg gik hjemme, men så kom jeg under REVA og fik arbejde på et beskyttet værksted. Også det var udmærket. Vi lavede alt muligt som underleverandører til gummibådsfabrikken i Esbjerg. Efter et stykke tid begyndte kommunen med skånejob, og jeg kom på det allerførste hold. Siden har jeg været hos OPEL – Bilhuset, som det hedder nu.
Lars er ikke i tvivl om, hvem han kan takke for sit gode arbejde. - Det er min sagsbehandler, erklærer han eftertrykkeligt. - Hun gjorde alt muligt, så jeg kom ud på arbejdsmarkedet. Og det betyder alt for mig, at jeg har noget at stå op til.

Uden arbejde, intet indhold
En arbejdsuge på 30 timer passer godt til Lars. Han har intet synligt handicap, han har knap nok en diagnose. - Det gik bare ikke så godt i skolen, så jeg fik specialundervisning i mange år.
Hverken hænder eller hoved fejler imidlertid noget, når det gælder det daglige arbejde og heller ikke, når han skal have fyldt mening i hverdagen, når arbejdsdagen er slut.
- Så spiller jeg golf, jeg er en af de der hærdede golfspillere, ler han. – Det fylder meget i mit liv, og jeg vil gerne være rigtig god. Nu er det tredje sæson, og jeg kunne godt blive bedre. Og det bliver jeg også!




Til sidens top