Om I job nu

Sejren over mismodet



Af Jens Jarle Nielsen, juridisk konsulent, BA.jur.

Afgrunden er ikke rar at kigge ned i. Mennesker på førtidspension kender til det. Ligegyldigheden, afmagten, og mest af alt den totale mangel på indhold i livet. Efter et langt sygdomsforløb med angst og depression blev jeg tilkendt førtidspension i juni 2005. For at få ro og tryghed økonomisk, var dette et mål for mig – trods den stigmatisering det kan medføre. Jeg følte også at det medførte en form for anerkendelse af sygdommen.


Roens velsignelse og håbets styrke
Ro. Ikke roen på det blikstille vand en sommermorgen i skærgården, men den indre ro, der som en gnist kan tænde noget, nemlig håb. Håbets styrke om et bedre liv er enormt og dette håb, affødt af roen jeg fik af pensionen, gjorde at jeg spekulerede over hvad jeg nu skulle gøre – håbet tændte tankerne. I begyndelsen havde jeg ikke energi til at gøre noget særligt andet end at orientere mig om mulighederne på nettet, her i blandt på www.ijobnu.dk. Den lange sygdomsperiode gjorde at jeg måtte akkumulere energi gennem efteråret, for endelig at skrive et brev til min sagsbehandler i kommunen.

Den gode service, jeg altid har fået af Århus Kommune, fornægtede sig heller ikke her. Sagsbehandleren ringede mig op og sagde at hun ville sende en henvisning til Jobcenter Marselisborg, som så ville indkalde mig til samtale. Forbløffet over at hun ringede, og ikke skrev, tænkte jeg, at der nok ville gå månedsvis, inden der skete mere. Jeg var forberedt på en kamp for muligheden for en samtale om noget så fjernt som et job på særlige vilkår! Det hele gik dog overraskende enkelt og jeg var i dyb undren over at noget kunne gå så smertefrit. Allerede efter en uge blev jeg indkaldt til samtale med jobkonsulent Claus Rønlev ved Jobcenter Marselisborg her i Århus..

Blodigt møde med jobkonsulenten
Jeg tog pænt tøj på og barberede mig. Godt nok synes jeg i bussen på vej derind, at jeg svedte meget i ansigtet og tog hele tiden hånden op og tørrede det væk. Foran døren til jobcentret stod jeg nervøs og tænkte, om det ikke var bedst at tage hjem under dynen. Heldigvis gik jeg ind, og mødte en jobkonsulent der så en mand med blod over alt i ansigtet! En entre der er værdig til teatret. Jeg anede jo ikke at blodet randt og jeg ikke havde smurt sved væk i bussen men blod, så jeg lignede en trafikulykke. Uden at mærke det, havde jeg barberet en flænge i min øreflip, men med de nerver jeg bar rundt på skulle der mere til før jeg opdagede noget som helst.

Efter indledende afvaskninger og forsikringer om, at jeg altså ikke var et voldsoffer, fik vi samtalen i gang og jeg glædedes over at det ikke handlede om job, men om mig som person. Claus Rønlev mødte mig i øjenhøjde og vi fik en god kontakt. Efter møde nummer to en uges tid senere, havde han dannet sig et indtryk af hvem jeg er og hvad jeg kan. Da jeg på det tidspunkt havde meget svært ved at bevæge mig langt væk fra hjemmet uden angstanfald, og mine faglige og personlige kvalifikationer tilsagde det, søgte han at finde et job på MarselisborgCentret ikke langt fra hvor jeg bor.

Låst inde under jobsamtale
Da jobkonsulent Claus Rønlev havde vurderet mig til at være et match for MarselisborgCentrets Udviklingsfunktion kom jeg i januar til jobsamtale. Tilstede var jobkonsulenten, hvilket gav en vis ro og tryghed, samt stedets direktør, Betty Nørgaard Nielsen og direktionssekretæren, Inger Hornbech. Vi talte om mine kompetencer samt begrænsninger og hvilke jobfunktioner der ville være passende. Jeg fortalte bl.a. at jeg er meget angst for at føle mig indelåst og låst fast, som f.eks. et møde man ikke bare kan gå fra. Ved skæbnens ironi skulle Inger Hornbech hente et glas vand, men døren var låst udefra! Efter nogle lettere angstfyldte minutter kom der dog nogen og lukkede os ud, og hele den komiske situation løsnede op for stemningen.

Vi aftalte en praktikperiode på to måneder uden løn, så jeg kunne snuse til det at have et job uden at føle at jeg skulle præstere noget særligt, da det jo var ulønnet. Det viste sig at være særdeles klogt. Jeg kom fint ind i sagerne på kontoret, lærte kollegerne at kende som fantastisk dygtige og venlige mennesker. Vi fandt hurtigt en humoristisk og uhøjtidelig tone, og det hjalp meget til, at jeg følte mig velkommen og værdsat. Fra april har jeg så været fastansat som juridisk konsulent 15 timer om ugen og fra august går jeg op på 18 timer om ugen. For mig svarer det til fuld tid!

Fuldgyldigt medlem af holdet
De udfordringer jeg møder på jobbet, både af faglig og personlig art, er af en sådan karakter at jeg kan følge med og udvikle mig. Jobbet har medført en enorm styrkelse af selvværdet og identiteten er skiftet fra en stakkel på førtidspension til at være én der regnes med. Bare det at komme hjem fra arbejde og være træt af noget og ikke bare træt, er skønt. Jeg har fået mere energi ved at lave noget ganske enkelt. Det har også vist sig hvor vigtigt ærlighed om ens situation og sårbarhed er helt centrale for at få en optimal jobsituation. Jeg kan sige nej til opgaver hvis det går ud over hvad jeg kan magte – og det kan jeg gøre med god samvittighed. Det sker dog meget sjældent: Kollegerne kender til mine ”svagheder” og styrker og respekterer dem uden det bliver et emne i enhver debat. Jeg er en på holdet.

Arbejdsmæssigt begyndte jeg med at reorganisere vores journalsystem. Senere begyndte jeg på mere kvalificerede opgaver, da jeg researchede og formulerede en datapolitik med tilhørende vejledning. Da jeg tidligere har været skribent og redaktør ved den hedengangne jura-portal Netvokat, skriver jeg også artikler til nyhedsbrevet. Arbejdet er således dejligt afvekslende fra almindelige kontoropgaver til juridisk research og assistance. Min baggrund som BA.jur., samt arbejdserfaring for Den Sociale Sikringsstyrelse, gør at jeg hurtigt er kommet ind i sagerne og kan yde en kompetent rådgivning indenfor mange områder. Det er jo netop meningen med et sådant job: Alle vinder på det! Arbejdsgiver får lavet et stykke arbejde der ellers ikke ville være lavet, og arbejdstager får, for mit vedkommende, en beskæftigelse der i høj grad er udviklende både fagligt og personligt samt ekstra løn oven i pensionen.

Jeg er dybt taknemmelig for at der findes den mulighed at få foden inden for arbejdsmarkedet på mine vilkår – eller særlige vilkår som det hedder. Det giver lidt ekstra i lønningsposen, men det allervigtigste er utvivlsomt den forøgede selvrespekt, samvær med gode kolleger og den uvurderlige følelse af, at man præsterer et godt stykke arbejde. Jeg betragter det som en lang personlig udviklingsproces, og jeg er så heldig at Direktøren ser på det på samme måde. Jeg har ingen illusioner om mirakuløse helbredelser for hvad jeg nu har af begrænsninger, men når man kaster sig ud i et job på denne måde, har man i hvert fald gjort hvad man kan – og så kan ingen vide hvor langt man kan nå.

Til sidens top