Om I job nu

På vej i job? - et handicap ingen hindring


Her er chancen for at deltage i et projekt, der sætter fokus på adgang til arbejdsmarkedet for personer med fysiske handicap. Strategisk Netværk tilbyder hjælp til at få et relevant job.

Strategisk Netværk er en privat analysevirksomhed, som er i gang med et projekt for Arbejdsmarkedsstyrelsen med titlen Jobskabelse – Fra distance til alliance.

Projektet henvender sig til personer med fysiske handicap, funktionsnedsættelse o.l., der er jobsøgende i Storkøbenhavn. Formålet er at forstærke målgruppens tilknytning til arbejdsmarkedet i enten ordinære eller støttede jobs.

Strategisk Netværk er derfor interesseret i at komme i kontakt med ledige personer med fysiske handicap, som gerne vil lade sig interviewe om deres forventninger til fremtiden på arbejdsmarkedet, deres jobpræferencer, og hvordan de opfatter deres arbejdssituation.

Vi vil herefter skabe kontakt til relevante virksomheder med henblik på at åbne for ansættelse på ordinære eller støttede vilkår. Deltagelse i projektet giver også mulighed for personlig vejledning om jobprofiler, ansøgning, CV og jobsamtale samt tilbud om at deltage i to netværksmøder om kompetence- og karriereudvikling. Hele forløbet tilrettes efter den enkelte deltagers ønsker og behov.

Jobskabelse – Fra distance til alliance bygger på Strategisk Netværks erfaringer fra tidligere arbejdsmarkedsprojekter for personer med fysiske handicap. Den individuelle og målrettede tilgang blev rost af de daværende deltagere, og vi ser frem til at optimere indsatsen yderligere.

Vi kan ikke love dig et job – men ved at deltage i projektet øger du dine chancer for en kontakt, som på kort eller længere sigt kan give adgang til arbejdsmarkedet.

Har du lyst til at deltage eller blot høre nærmere, kan du kontakte Jakob Søgaard Jakobsen, Strategisk Netværk,
på tlf. 33 17 96 00 eller på JSJ@strategisk-netvaerk.dk

Vi ser frem til at høre fra dig.

Jakob Søgaard Jakobsen
Projektleder

Til sidens top